BB Arabians & Miniatures.

Vi bor hvor vejen ender og naturen begynder, på en lille gård lidt uden for Ry, Her har vi en skøn blanding af Araber Heste, Araber krydsninger, trav ponyer og Miniature Heste.
Vi startede med ponytrav i 1990, men er nu ved at skære ned på den aktivitet da der ikke er så stor interesse blandt børnene længere.
I 1991 fik vi vores første føl, Natacha, som er efter ox ( araber) hingsten Mistral og ponyhoppen Chezka. ( araberkrydsning ). Vi blev meget facineret af araberhestenes skønhed og væremåde, og i 1993 fik vi råd til at købe vores første rigtige araberhest. Hoppen som vi købte hedder Rodiah, hun er en lille rød dame, med sin egen mening om tingene. Vi har forsøgsvis startet hende i væddeløb    ( galop ) men det var ikke den store succes, da hun hellere ville løbe uden jockey. Hun har til gengæld givet os et par dejlige føl. Næste araber som kom til hedder Nahem. En frisk og smuk hingst, helbror til Rodiah. Tanken med ham var væddeløb, men da søsteren ikke rigtig egnede sig til væddeløb, blev vi enige om at sælge ham. Efter at have testet forskellige købere, valgte Nahem at ville blive hos Mette, de har nu et godt makkerskab, og Nahem er godt tilfreds med livet. Zaza, vores næste ox hoppe kom til kort efter, og siden er det gået slag i slag. Vi har lavet nogle føl, og er ikke for gode til at sælge, fordi de er jo alle noget for sig. Lige i øjeblikket har vi 6 Araber heste i stalden.

I 1998 tog vi for sjov skyld til kåring med vores hjemmelavede Miniature hingst, Loke. Og se, det var en god ide, for Loke tog fløjpladsen og blev samtidig kåret som Bedste Hingst 1998. Se så var vi jo nødt til at købe os en hoppe som kunne matche Loke, for man kan da ikke have en så god hingst, og så ikke selv få nogle afkom. Som tænkt så gjort, og i slutningen af 1998, købte vi Milliqueen. Hun er en lille trind dame på 78 cm. i stang. Vi har fået hende kåret i Miniature foreningen, og hun er blevet tilkørt, og har deltaget i ponytrav i 1999. Milliqueen har siden fået flere føl.
Ponytrav har længe været en stor del af vores liv om sommeren. Vi havde i 1999 4 ponyer som startede det meste af sæsonnen. Først og fremmest har vi Fanny, som vi har haft fra hun var ca. 1 år. Nu er hun 13 og har lige fra hun var 2 år været med på ponybanen. Da Fanny startede med at gå ponytrav grinede folk lidt af hende, for hun havde slet ikke travlt, hun hyggede sig med at blive kørt med, og med at se på omgivelserne. Slet ikke som sin mor, Lille Lyn, som er en rigtig ræser ( 3 gange Danmarks Mester, og 4 gange Jydsk Mester) Men da Fanny kom som 3 års, så var der sket noget med hendes tempo, og vilje til væddeløb. Siden har hun kun mistet et Jydsk Mesterskab, og i 1998 blev hun også Danmarks Mester. I 1999, 2000 og 2001 måtte hun desværre aflevere titlen til Gotlands Hingsten Dion M. som går helt fantastisk.
Med os i 1999 havde vi også 3. generation af ponytravere, Lady Fantasy. Hun er datter af Fanny, så hende forventer vi os meget af. Hun gik sin første sæson pænt, men som sin mor uden det store tempo.
Loke, som har startet siden han var 2 års, kom med igen efter et års pause, og han gjorde det rigtig godt i 99. Han kæmper altid mod nogen som er større, så fra lige start må han melde pas, men han fik flere sejre i 99, og blev nr. 5 ved de Jydske Mesterskaber. I 2000 blev Loke startet i ridetrav med stor succes, 2 sejre i de første to løb. I 2001 blev han nr. 2 ved de Jydske mesterskaber og var dermed udtaget til DM. Han var desværre skadet på dagen og fik derfor ikke chancen.
Hans lille "kone" Milliqueen, havde sin første sæson i 99, og hun er med sine kun 78 cm. den mindste på ponybanen. Hun har, som Loke, svært ved at følge med de større ponyer, men hun løber stabilt.
Miniature hestene har fået en stor plads i vore hjerter og det er blevet til en del flere siden 1998. Vi hygger os meget med at rejse rundt med dem til shows og skuer både her i landet og i udlandet. Vi avler efter kvalitet i både type og bevægelser og indtil nu går det rigtig godt. Som det sidste nye påhit har vi investeret i en "Rigtig" miniature hest. MH. Tuffs Top Buck. Top Buck er avlet hos Ann og Kurt De Weerdt i Belgien. Han er af ren Amerikansk afstamning og den første (men garanteret ikke den sidste) af sin slags i Danmark. Han er født i 2002 så der går lige et par år før vi kan se havd han bliver til, men hans første show (i Belgien) gik rigtig godt med 3 første pladser, en 2. en 4. og det bedste af det hele choice of the heart fra den amerikanske dommer, så det tegner da ikke helt skidt. Se mere om vores tur til Belgien her
Vores mål med miniature avlen er at lave en hest under 86 cm. som kommer så tæt på en araberhest som overhovedet muligt. Om vi når det ... Tjah... det vil tiden vise.
 
 

    BB. Arabians & Miniatures 
Kielsgårdsvej 35
8680 Ry.
    tlf. +45 86 89 29 39